Hvorfor skrev jeg bogen? om bogens tilblivelse:

Denne bog er ”fremdrømt.” Jeg havde for mange år siden intense drømme om personerne, og som en del af en ”alvorlig leg” begyndte jeg inspireret at skrive deres historie ned. Døren er blevet til i den skaberleg, som dybest set er kreativ kærlighed.

Det er den bog, jeg selv gerne vil læse. Og jeg læste, mens jeg skrev. Jeg skrev, for at se, ”hvad der mon nu ville ske, lige om lidt, og hvad jeg måtte få lov at opleve”. Jeg oplevede en kanalisering af engleenergier og af ord om de parallelle verdener. Jeg oplevede, at de navne, der var fundet i keltiske og norrøne kilder, havde en egen effekt ifølge deres betydning og virkede ind på historien. Jeg oplevede, at personerne selv kom til stede, stod ved min side, eller sad på mit skrivebord og fulgte med. Asmegins støvletrin gennem mit hus om natten, eller hans skikkelse i skyggerne, henslængt på min gamle sofa, afventende, mørke øjne i natten. Gorts venlige hånd på min skulder, mens han læste med eller hviskede sin historie i mit øre. (Nej, det var ikke uhyggeligt, tværtimod.)

Selvbiografisk? Ja, selvfølgelig! I bogen blev undervejs i processen nedfældet de nøgler, erfaringer og oplevelser, som jeg selv gerne ville dele med andre. De kommer fra dette og tidligere liv, fra kærlighedslivet, gralsarbejdet, det meditative, fra arbejdet med sang, lysets sang og spiritualitet gennem alle årene. Mange troede, jeg arbejdede på en fagbog, men kender man mig godt, ved man også, at jeg ville anse det faglige arbejde for anstrengende at skrive og dermed at læse. For jeg er afhængig af den kreative leg i alt, jeg gør.

Romaner har flyttet langt mere i mig selv end nogen fagbog. Undervejs i mit liv, har der været de - ofte ”gotiske” - romaner, der faldt i mine hænder på netop rette tidspunkt. bøger som man slugte som en blandet udvikling og en leg, og hvor man bagefter forstod ting om sig selv og sit liv på en ny måde, erindrende, eller genkendende. Personerne i denne bog gennemgår hver i sær sin egen udvikling, og de udviklingshistorier kan være selvbiografiske, ja, - men ikke mindst selvbiografiske for læseren.

Men i min egen tid som læser, har den voksne eventyrfortælling manglet. Den bog, hvor personerne ikke var 17 eller yngre for at have aldersalibiet i orden i forhold til åbenheden til at gå igennem til andre verdener, men hvor de var modne mennesker, der relaterede til et tidligere lag af erfaringer og som måtte se og opleve derfra. Kvinden, som ikke var den lille grå mus, eller den ferske ungmø, men en moden kvinde. Manden, der ikke kun var en maskulin skabelon for projektion. Det igen er selvfølgelig et spørgsmål om ”energier”, hvad har man med sig, til det man møder gennem døren. Og hvad vil man gerne, det skal påvirke og skabe?

En af mine gralsmestre, som man vil kunne møde let forklædt i bogen her, spurgte mig engang: ”Vibeke, jamen, hvad er fantasi af det, du ser? Spørg dig selv, om du ikke bare dømmer dine oplevelser, fordi det er tillært.Vigtigste nøgle for en seer: Fjern illusion og fordom. Lær det at kende, som kommer til dig, kanaliser trygt, og se hvorfra det kommer. Hvad er det mon så, du ser?”

Bogen ”Døren” åbner forhåbentlig ikke bare til fantasifortælling, der snurrer om sig selv, men snarere til mulig transformation til nye verdener i sjælen, lag af lys og bevidsthed. En åbnende port, indgang til lag i den læsende, og dybest set til den åndelige energi, der kommer til hver af os på planeten nu. Bogen er ”inspireret,”altså hvad jeg vil kalde ”indåndet”, og skrevet over mange år i et stadigt drive af positivt besættende kærlighed. Kærlighed er ikke en følelse, men skabende og transformerende kraft. Derfor spørger jeg: Kære læser, hvad er det mon du ser? Hvis du hengiver dig til at se? Og ønsker at åbne døren?