Du er velkommen til at læse små uddrag af Dørens del 1 "Hvisken i Løv"
1
Stedets stilhed lå som et eget væsen konstant til stede under alle mumlende nattelyde og fuglens toner.
E Lysi beith
Et mærkeligt ord, der lød som et navn. Mit hjerte gjorde ondt ved det. Det lød kun en gang. Men jeg var vis på, jeg havde hørt det. En lavmælt kalden. Ganske svag. Nærmest som hørte den til i mit eget hoved, i mit eget blod, der sang i øret. Jeg satte mig op.
2
Uventet trådte han et skridt nærmere mig, så vi stod helt tæt. Jeg havde ryggen op ad tagvæggen. Han så mig blot tavst ind i øjnene. Jeg prøvede ikke at se på det grimme, grønne mærke, men kun i de gråsorte øjne, der ikke lignede andre øjne. De var dybe, som udvidedes pupillen langsomt og støt. Jeg sank og sank ind i de øjne.
Han omkransede mig med sine arme, støttede med hænderne mod kalkvæggen, en på hver side af mig. Vi stod således urørlige længe. I ladet stilhed. Vi rørte ikke ved hinanden, men stod så tæt, at hans skjorte strejfede min tynde kaftan, og min hud og mine brystvorter reagerede prompte. Den intense varme gled ned gennem mig, og jeg tog imod en energi fra hans krop, som virkede som balsam med en mystisk lægedom fra ham til mig. Så nikkede han smilende, for at bekræfte min oplevelse. Derefter slap han overrumplende brat mine øjne. Jeg gav et gisp ved blikkets adskillelse, der føltes helt fysisk. Men jeg opdagede, at den lammende frygt havde sluppet mig. Alligevel hørte jeg mig selv gentage.
-Jeg må gå.
3
Himmelrummet var lyst, i flere lag af lys over hinanden. Erindring om blåt. En solsort gav et par klikkende lyde fra sig. Da jeg åbnede øjnene, stadig liggende så alting blev svimlende omvendt, så jeg ham endelig. Han trådte frem af kirkedørsbuernes sorte skygger i det blå mørke. Først stod han stille et øjeblik, så frem for sig, støttende sig til vandringsstaven, før han gik stilfærdigt over kampestenene og med største selvfølge gled ned på det trappetrin, hvorpå jeg lå. Han lagde forsigtigt staven ved sin side. Jeg drejede mig op i siddende stilling. Jeg var ude af stand til at sige noget og vendte mig bort, mens jeg blinkede mit overrumplede øjenvand bort, hårdt og tavst. Jeg kunne ikke finde modet til at møde hans øjne. Han så heller ikke på mig.Vi sad stille i den stille nat. En ugle skreg over vores hoveder og enkelte flagermus fløj i bratte bevægelser mod kirkens gavl. Jeg lyttede ind mod hans rolige silhouet, og blev langsomt roligere, et øjeblik var der kun det: At sidde der sammen med ham. Jeg stirrede på hans håndled. Rundt om skjorten, næsten skjult af den grimme, stive uldkappe, så jeg et snoet broderi i højrelief, spejlvendt af mønstret på min kjole. Nu rejste han sig igen, støttede sig til staven og så ned på mig. Han støttede det ene ben på et højere trin, og rakte mig hånden. Slidte støvler, støvede af grus. Jeg snappede efter vejret, hans særlig duft var der igen, røg, sved, let og friskt, noget grønt, som rosmarin. Jeg mødte hans sorte blik.
Lysi Beith, skal vi gå?
4
Da han rakte ud efter hende, i det åbne med i hjerte og sjæl, opdagede han, at træet allerede havde forenet sig med ham. Han sukkede, åbnede sine øjne for det grønne lys, tillod den fulde åbenhed, og sendte ordene igennem,
Duirr til Duirr, Duirr til Duirr. Lad porten være åben både i dig og i mig, den lysende vej, gennem dit hjerte, som gennem mit. Vi er dine børn, Egens vandrer og hans kvinde. Alt er Eet.
Han trak hende nærmere for hver åndedrag, sit blik ufravendt i hendes. Hun måtte ikke slippe ham nu, han måtte ikke slippe hende nu.
Ougham, alt er eet. Alt er eet. Alt er eet.!
Han hørte træets knagende svar. De gled ned i mørke. Han sansede hendes hjerteslag, hørte hendes standsede, stumme skrig. Han trak hende helt ind til sig, slog armene om hende og sendte lys til hende, Hvert åndedræt, han drog, var også for hende. Han tabte sin stav, men holdt alligevel villet roligt om hende, mens døren hvirvlede om dem.
5
Han strøg over træet, og lagde sit hoved ind til det. Det så et øjeblik ud, som om han meddelte sig uden lyd til det eller søgte styrke hos det. Han greb sin stav, der lå på jorden og rettede sig op. Jeg hviskede sammenbidt ud i natten med mine arme mod mit solar plexus. -Hvad har jeg indladt mig på? Hvor er vi? Hvad skete der?Er der nogen grund til, at jeg skulle følge dig? på denne vanvittige måde? Han stivnede med bortvendt ansigt, og stod en tid stille, før han drejede sig mod mig. Jeg syntes et øjeblik, stavens perle ulmede i mørket, men måske skyldtes det blot, at mørket var mere intenst herinde i skoven under det tætte løvkroner. De sorte øjne var ufravendte, mens han gik tilbage mod mig. Det hvide i øjnene lyste grønligt. Jeg gøs og trådte uvilkårligt et skridt tilbage, men kunne ikke slippe blikket. Lad den elskede møde den elskende…i det elskede Urvælds navn.
Ravnen kredsede højt over vore hoveder.
Uddrag af Dørens 2. del, Vandreren. Gorts tidlige beretning, som foregår 17 år før hovedfortællingen.
1
Den dag min herre bandlyste min herre, slog den første efterårsstorm indover os. Jeg gik hvileløst fra vindue til vindue, uvis på min skæbne og på hvilken vej, jeg selv måtte gå. Træerne stod nedbøjede i vinden, som var de fortvivlede og afspejlede mit indre.
....
Gort! Gort! Vågn op!
Hans tanketale. Jeg genkendte den. Han havde sommetider leende øvet sig på mig. Jeg satte mig halvt forvildet op. Ved min side sov Ur med lette åndedrag i søvnen. Hendes røde hår faldt blødt over puden. Hun havde eet smilehul i venstre kind, blødt og venligt, selv nu i mørket kunne jeg se det.
Udenfor var stadig på tredie døgn en hylende, hvirvlende storm. Det gamle fiskerhus, vi havde valgt, lå nede ved åens munding på stranden, langt fra Egebyen. Det gav sig og knagede med vinden.
Jeg rejste mig, lysvågen. Uden at tænde lys bevægede jeg mig gennem stuens møbler, der stod gammelkendte og lyttende i mørket. Jeg så ham gennem dørens luge. Muor slog og brølede mod stranden bag ham. Han stod derude, gennemblødt. Kappen slog om ham, hætten lå tæt omkring det magre ansigt, armene hang ludende, han stod uden overhovedet at forsøge at beskytte sig mod den hvæsende vind.
-Kom ind.
-Jeg bringer Ur og dig i fare..
-Nej, kom ind.
Jeg åbnede med bestemthed døren, og hev i hans våde uldkappe. Han var iskold.
Uden at tale gik jeg hurtigt en tur rundt om huset og spejdede. Der var ingen at se. Måske var deres forudseenhed ikke så stor, eller måske havde de stadig respekt for mig. Måske var det ligegyldighed, der spillede ind; der var i hvert fald ingen at se eller høre. Vinduerne i Egehusene var sporadisk oplyste i natten, højt over træerne. Løv og grene hvirvlede forbi mig. Jeg gik ind, og lukkede døren eftertrykkeligt efter mig. Han stod som fastlåst, med armene om sig selv. Ansigtet var stadig skjult i hætten. Jeg hviskede.
-Her, sæt dig her.
Jeg trak en stol frem, og han satte sig automatisk. Hætten gled af ham. Jeg så det hæslige tegn. Man havde fortalt om det, men alligevel chokerede det mig. Da de havde bandlyst ham, var det sket. En underlig vansiring; hele venstre side af ansigtet lå som under en knudret gren, et mangegrenet ciseleret ar, et træmærke! Det var ikke druiderne, der havde fremkaldt det, men træernes tavse tale, hviskede de ældste folk. Man vidste ikke, om det var en forbandelse eller en velsignelse. Det stod beskrevet i de ældste bøger, men ingen havde længere troet, det fandtes.
Uddrag af 3. del Gennem Træet det andet Liv. Elizabeth.
Jeg gøs over den store fugl, og den skarpe fornemmelse af kløerne mod min hud. Det var dog, som om fuglen gjorde sig umage for at være rolig. Jeg slap hans arm, og strøg forsigtigt fuglens fjer. Den virrede med hovedet, så på mig med skarpe, kolde øjne, og lettede så med en lille lyd. De to fugle fløj i store sving over træerne.
Da drejede han sig brat, tog om mit hoved med begge hænder, og så mig direkte i øjnene.
Du skal bruge din indre nøgle! Du har den, du kan se! Kom. Se og ånd med mig, dit åndedræt som dit. Hengiv dig til det, som du fra nu altid hengiver dig til mig!
Jeg nikkede. Da skete der i et glimt noget, jeg ikke forstod. Jeg mistede enhver fornemmelse af min krop, og så kun hans øjne for mig, gennem ekstatisk, hvirvlende hvidt lys, og et sus af luft under os. Jeg styrtede frit gennem luften, stadig med hans øjne foran mig. Han slap mit blik, og jeg fløj, og han fløj ved siden af mig. Jeg fornemmede i et susende glimt, at jeg bar en smidig fjerdragt, jeg sansede vide vinger, der blev båret af vindens opdrift. Det varede ganske kort. Og jeg var lige så pludseligt tilbage i hans faste, rolige hænder, der stadig holdt mig og beroligede mig og havde holdt om mig hele tiden. Jeg gispede efter vejr, og gjorde mig fri. Han så roligt tilbage på mig.
-Hvad… skete der? Hvad … er.. det… du kan..
Kom. Der er mere.
uddrag del 3 Gennem træet Det andet Liv, Asmegin:
Træet hyllede ham i mørket. Hvor længe anede han ikke. Måske tre døgn. Han prøvede at dæmpe sin krops paniske signaler. Han gav slip på sulten. Men tørsten var det værste. Den meldte sig sviende, og ville blande sig i enhver reaktion fra hans hjerne, trætte ham og forvirre hans tanke. Han gav slip på mavens trang, og fordøjelsesrytmen. Han gav endog slip på kravet om lys og luft. Han tillod mørket at falde igennem sig.
Han gav slip på gråd.
Han gav slip på glæde og sorg.
Han fandt den roligst mulige åndedrætsrytme.
Han lå i den dybeste jordbund under rødderne. Han gled henover jorden, og længst borte fra åbningen ud mod omverdenen, fandt han endelig åbningen videre ned. Men hvad var nøglen? Han lyttede ind i mørket. Han slap ethvert ønske om at løse tingene, og gav slip, hengav sig til intet. Da hørte han sangen.
Tag fred fra stilhedens jord med dig..
Stilhed?
Han stilnede sine tanker. Han stilnede sit åndedræt. Han blev stilhed. Han var stilheden selv. Porten blev åbnet, ikke synligt, men mærkbart, som et blødt mørkt suk til ham. Han gentog de hemmelige helligord i sit indre, og gav sig Urkildens kraft i vold.
Han krøb længere og længere ind. Og gav sig den tanke i vold, at nu havde han ikke længere kontrol, nu anede han ikke, om han kunne komme tilbage. Han hørte et strejf af panik i sig, men opgav også det. Endelig sank han ned i det uendelige mørke.
Slanger. De dannede en omkreds omkring en oval åbning, Deres øjne var lysende rødlig gule, den største fokuserede besværet på ham. Ondskabsfulde, rødlige øjne. Den gled i en blød, rolig bevægelse omkring åbningen. De andre gled ind og ud mellem hinanden. Den største gled ud mod ham, bredere end han først havde set. brunligsort i mørket. Den bar en glødende krone. Han undgik at se den direkte i øjnene, hæftede sit blik på det midterste af dens krone. Slangen åbnede sit gab, et rødt ulmende skær, gabet udvidedes og udvidedes,
Kom, jamen så kom, min duirr! Kom, kom…
Det var kun lige akkurat formuleret, en svag hvisken, men han hørte den. Han bevægede sig langsomt som i trægt kviksand over mod slangens hoved. Da han var ud for dyret, var gabet så stort som en lav dør.
Frygt er af ego og ikke nødvendig.
Han tvang sig selv og gik ind i slangens gab.